Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Som følge af situationen med COVID-19 vil mange speciallæger aflyse eller udskyde undersøgelser i forbindelse med arbejdsskadesager. Samtidig kan der være ekstra ventetid på at få indhentet lægelige oplysninger. Læs mere om hvad det betyder for dig.

Situationen med COVID-19 betyder, at mange speciallæger på nuværende tidspunkt ikke har mulighed for at indkalde tilskadekomne til undersøgelse. De må enten aflyse eller udskyde den planlagte undersøgelse.

Hvad betyder det for dig, der har en arbejdsskade?
Hvis du er kommet til skade på arbejdet og i den forbindelse er blevet indkaldt til en undersøgelse på et hospital eller en anden sundhedsklinik, kan du opleve, at undersøgelsen bliver aflyst eller udskudt.

Hvis din undersøgelse bliver aflyst eller udskudt, vil du blive indkaldt til undersøgelse på et senere tidspunkt, når den aktuelle situation i sundhedsvæsenet giver mulighed for det. Du behøver ikke selv at gøre noget.

Vi har som følge af situationen automatisk forlænget den frist, som fremgår af brevet med 8 uger. Vi beder dig udvise forståelse for, at der kan gå længere tid end normalt, førend du kan få en tid, og vi beder dig om ikke at rykke sundhedssektoren unødigt.

Hvad betyder det for dig, der er sundhedsfaglig person?
I den nuværende situation har AES besluttet at forlænge de tidsfrister, der normalt gælder i forhold til vores henvendelser til sundhedsfaglige personer fx speciallæger. Det gør vi for ikke at lægge unødigt pres på sundhedssektoren i den nuværende situation.

På den baggrund har AES valgt at forlænge svarfrister på alle relevante anmodninger til sundhedssektoren med 8 uger, og vi vil først rykke for svar herefter. Desuden vil der fremover gå længere tid, inden vi rykker for svar.

Hvis du som sundhedsfaglig person har modtaget en anmodning fra AES om undersøgelse eller andet materiale, er der derfor automatisk lagt 8 uger til den frist, der fremgår af brevet. Dette implementeres først pr. 30 marts, så du kan bort fra eventuelle rykkere, du modtager inden da.

Vi er opmærksomme på det pres, sundhedssektoren befinder sig i, og vi er naturligvis fleksible i forhold til den planlægning og de prioriteringer, der må foretages.
Hvis du vil aflyse en undersøgelse i forbindelse med en arbejdsskadesag, beder vi dig kontakte den tilskadekomne hurtigst muligt – og samtidig orientere AES.

Vi vil naturligvis løbende se situationen an i forhold til, hvornår vi kan vende tilbage til normale procedurer.

Forlænget sagsbehandlingstid

Generelt forventer AES, at der i mange sager vil være ekstra ventetid på at få udført lægeundersøgelser og på at få indhentet lægefagligt materiale på grund af den aktuelle situation.

Det kan desværre betyde forlænget sagsbehandlingstid i de berørte sager.

Hvis du har spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte os på aes@atp.dk.

Denne side er senest ændret den 25. marts 2020